Billedserier
Hent Adobe Flash player
Pejse

Seriøs debat efterlyses

15. juli 2009
”De faktiske kendsgerninger har haft det svært i debatten om brændeovne og miljøet. Men nu er det på tide, at dokumenterede fakta får den plads, de fortjener, så debatten kan blive seriøs igen, ” skriver formanden for DAPO, Peter Jessen Hansen i et debatindlæg i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Brændeovnen - en elsket Prügelknabe

Af adm. direktør Peter Jessen Hansen,
formand for Foreningen af Danske
Producenter af Pejse og Brændeovne

Danskerne elsker deres brændeovn. Brændefyring leverer hvert år næsten lige så megen energi som de danske vindmøller og sparer dermed 345.000 tons fyringsolie. Dermed slipper miljøet for et udslip på omkring 1 million tons CO2 hvert år. Hvorfor er det så, mange danskere alligevel har lidt dårlig samvittighed, når de tænder op i brændeovnen?

I DAPO - Foreningen af Danske Producenter af Pejse og Brændeovne – mener vi, det især skyldes den skævvredne debat om brændeovnens andel af den danske luftforurening. Visse miljøorganisationer har – uden seriøs skelen til reelle fakta – bl.a. blæst til kamp for at få forbudt brændeovne i byområder og har beskyldt brændeovne for at være direkte livsfarlige.

Det er således en grov fordrejning af dokumenterede fakta, når en repræsentant for Det Økologiske Råd i en kronik i ’Ingeniøren’ oplyser, at brændeovne er årsag til 60 % af den sundhedsskadelige partikelforurening i Danmark. Kronikkens forfatter har i andre sammenhænge oplyst, at brændeovne dræber flere end trafikken. Ikke sært, man som ejer af en brændeovn går lidt stille rundt i villakvarteret med sådanne anklager hæftet på sig!

De faktiske kendsgerninger har haft det svært i debatten. Men nu er det på tide, at dokumenterede fakta får den plads, en fortjener, så debatten kan blive seriøs igen:
Fakta er, at 80 % af partikelforeningen i luften herhjemme stammer fra udlandet, men resten kommer fra danske forureningskilder. Brændeovnene tegner sig kun for 2 % af den forurening med fine partikler (PM 2,5), som registreres i Danmark. (Kilde: Miljøprojekt 1021, Miljøstyrelsen 2005.)

Det er især gamle brændeovne, der er skyld i udledningen af partikler fra forbrændingen. Men takket være intensiv produktudvikling er partikelforureningen fra danske brændeovne gennem de seneste år mere end halveret. Langt de fleste nye, dansk-producerede brændeovne er mærket med det nordiske miljømærke Svanen og ligger væsentligt under de tilladte grænseværdier for partikeludslip på 10 gram partikler pr. kilo indfyret træ.

Som branche tager vi energi- og miljøproblematikken meget alvorligt, og vi vil gerne medvirke aktivt i dialogen om, hvordan vi i samarbejde forbedrer forholdene yderligere. Men en ordentlig dialog kræver, at vi taler ud fra det samme grundlag, og her bør miljøorganisationerne og i nogle tilfælde også forskere omgås fakta med den fornødne nøjagtighed og respekt.

Det er på tide, at opmærksomheden rettes mod de energi- og miljømæssige fordele, der er forbundet med at fyre med træ. Træ er en vedvarende energikilde, da der er tilvækst af træ i næsten alle vestlige lande. Samtidig er det at fyre med træ CO2-neutralt. Så når blot kærligheden til brændeovnen bevises ved at fyre rigtigt, er brændeovnen et effektivt værktøj i Danmarks bestræbelser på at reducere CO2-udslippet og øge uafhængigheden af fossile brændsler.



Tilknyttet fil:    DAPO - debatindlæg Jyllands Posten 080409  (31 Kb)
Nyhedsbrev
Indtast dit navn og din e-mail nedenfor, hvis du ønsker at modtage vores nyhedsbrev.
Presse
Forslag om afgift...
Det Økologiske Råd vejrer morgenluft hos ny r...
Læs mere
Nyhedsmail
Vil du orienteres omkring nyheder fra Dapo? Klik her for at tilmelde dig
Læs mere
Dapo & Miljø
Brændefyring er CO2-neutral, vedvarende energi.
Læs mere
Foreningen af Danske Leverandører af Pejse og Brændeovne – dapo@dapo.dk  -Tel: 87410606